Bliv frivillig

Bliv frivillig

Kunne du tænke dig at gøre en forskel for piger og kvinder i Københavnsområdet, og være med til at opbygge et trygt frirum for dem, hvor de kan være aktive og få et fællesskab? Så er SheZone helt sikkert noget for dig!

Hos SheZone har vi fokus på bevægelse, fællesskab og udvikling. En af vores vigtigste opgaver er at skabe et idrætsfællesskab kun for piger og kvinder, hvor alle vores medlemmer føler sig velkomne, udvikler sig og har det sjovt, når de er til træning. At føle sig som en del af fællesskabet er helt centralt hos os, og du vil derfor ikke bare være frivillig, men en del af et idrætsfællesskab.

Udover at blive træner på et hold – hvad enten det er et svømmehold eller et af vores landhold – har du også mulighed for at engagere dig i foreningens øvrige arbejde gennem teams inden for fx events, SoMe og andre praktiske og administrative opgaver. Her kan du bringe dine kompetencer i spil alt efter dine interesser og den tid, du har.

Nogle vælger at være en del af flere områder, mens andre fokuserer på ét. SheZones frivillige er hjertet og ånden i foreningen. Vi er stolte af vores frivillige og ser det som en af vores fornemmeste opgaver at inspirere dem til at udvikle sig både fagligt og personligt. Vi afholder flere events om året – både for medlemmer og frivillige, sammen og hver for sig. Fællesskabet mellem de frivillige er lige så vigtigt som fællesskabet blandt medlemmerne.

Du kan se alle vores stillingsopslag her eller kontakte os på info@shezone.dk.