Vedtægter
§ 1 Navn.
Foreningens navn er SheZone med hjemsted i Københavns kommune. Aktiviteterne foregår primært på Nørrebro
§ 2 Formål
Formålet med SheZone er at skabe et fællesskab for piger og kvinder, hvor idræt og bevægelse er i centrum.
§ 3 Værdier
SheZone varetager medlemmernes interesser gennem præsentation af forskellige aktiviteter.
SheZone styrker de sociale relationer medlemmerne i mellem på tværs af alder, etnicitet og social status.
Alle i SheZone kan tage initiativ til at starte nye aktiviteter og påvirke de eksisterende. Rammerne for disse udformes i samarbejde med bestyrelsen.
Vi hjælper hinanden med at dygtiggøre os inden for de forskellige aktiviteter.
Vi spørger, hvis vi er i tvivl om noget, uanset om vi er frivillige, instruktører, medlemmer eller forældre.
§ 4 Tilhørsforhold
Foreningen er medlem af DGI Storkøbenhavn.
§ 5 Medlemskab
Stk. 1 Som medlem optages enhver, der har lyst til at melde sig ind i foreningen og indgå i et forpligtende fællesskab. Det vil sige, at medlemmerne forpligter sig efter evne til at bidrage til hele foreningens virke.
Stk. 2 Indmeldelse i foreningen sker ved betaling af det fastsatte kontingent.
Stk. 3 Instruktører, bestyrelses- og udvalgsmedlemmer er automatisk medlem af foreningen.
Stk. 4 Hvis et medlem har manglede fremmøde i en måned, kan vedkommendes plads på det pågældende hold anvises til anden side.
§ 6 Generalforsamlingen
Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest med udgangen af april måned.
Stk. 2 Medlemmer over 15 år, og én forælder til aktive medlemmer under 15 år, har stemmeret og er valgbare på generalforsamlingen.
Stk. 3 Indkaldelse til generalforsamlingen, samt eventuel ekstraordinær generalforsamling sker ved mindst én af følgende måder:
- Skriftlig meddelelse til medlemmerne igennem instruktørerne på holdene
- Ved udsendelse af e-mail til registrerede medlemmer
- Ved offentliggørelse på foreningens hjemmeside. Dette sker senest 14 dage før foreningens generalforsamling.
Stk. 4 Generalforsamlingen afholdes sædvanligvis med mulighed for fysisk fremmøde for stemmeberettigede. Ved behov kan mulighed for online deltagelse, herunder online afstemning benyttes.
Generalforsamlingens dagsorden:
- Valg af mødeleder
- Valg af referent.
- Bestyrelsens orientering om årets gang.
- Diskussion af det kommende års arbejde.
- Godkendelse af foreningens regnskab.
- Behandling af forslag fra medlemmer.
- Sammensætning af bestyrelsen for næste år samt udpegning af revisor.
- Evt.
Stk. 5 Forslag til behandling på foreningens generalforsamling kan fremsættes direkte på generalforsamlingen eller fremsendes skriftlig til bestyrelsen.
Stk. 6 Når et forslag kommer til afstemning, foregår afstemningen ved håndsoprækning.
Stk. 7 Ændringer i foreningens vedtægter kan kun finde sted på en generalforsamling og når mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget.
Stk. 8 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et flertal i bestyrelsen eller mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt stiller krav herom.
Stk. 9 Ekstraordinær generalforsamling dagsorden:
- Valg af mødeleder
- Valg af referent
- Evt.
Stk. 10 Ud over de ovenstående punkter kan bestyrelsen selv fastsætte dagsordenen på en ekstraordinær generalforsamling.
§ 7 Bestyrelsen
Stk. 1 Bestyrelsen består af mindst 4 personer og maksimum 7 personer. Man vælges for 2 år ad gangen, og halvdelen af bestyrelsen er på valg i lige år og den anden halvdel er på valg i ulige år. Bestyrelsen bestemmer selv sin arbejdsfordeling på det førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.
Stk. 2 Stiller der flere personer end 7 op til bestyrelsen, vælges alle ind. På det førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamling afgøres det, hvem der sidder i bestyrelsen, og hvem der bliver suppleanter.
Stk. 3 Alle bestyrelsesmøder er åbne for medlemmer, og alle kan deltage aktivt i bestyrelsesmøderne.
Stk. 4 Foreningen forpligtes ved sin underskrift af bestyrelsesforperson og kasserer i forening. Bestyrelsen kan godkende, at forperson, næstforperson, kasserer og ansatte kan råde over dankort og netbank til foreningens bankkonti hver for sig.
§ 8 Kontingent
Stk. 1 Medlemskontingentets størrelse fastsættes af bestyrelsen under hensyntagen til foreningens samlede økonomi. Betalingsform fastsættes ligeledes af bestyrelsen.
§ 9 Opløsning
Stk. 1 Til beslutning om foreningens opløsning kræves, at forslag herom har været sat på dagsordenen ved 2 på hinanden følgende, med mindst 1 måneds mellemrum, afholdte generalforsamlinger. Ved begge disse generalforsamlinger skal forslaget vedtages af mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 2 I tilfælde af foreningens opløsning skal en eventuel formue anvendes til tilsvarende arbejde på Nørrebro. Dette vedtages på sidste afholdte generalforsamling.
Vedtaget på Generalforsamling d. 12. marts 2024